Bowls

BOWLS: - Kontakt Mogens Nielsen, 51160708

KORT OM BOWLS
Et tæppe på 2 x 13,30 m
2 x 8 bowls (kugler, 8 sorte og 8 brune)
1 Jack (mindre kugle, gul eller hvid)
1 centerblok2 fenders (trækasser, der afslutter tæppet)
1 fodmåtte
1 scorekort-plade
25 scorekort
1 kridtspray

Der bør benyttes fodtøj med bløde såler, så tæppet ikke slides unødigt.Bowls er kugler, der er tungere i den ene side (med fabrikantens logo). Herved vil en bowl under sit løb kurve mod den tunge side og således kunne ramme Jack, uden at røre centerblokken (tværstillet forhindring midt på banen).
Bowls må aldrig kastes, men skal trilles,og trilles indenfor afleveringslinjerneog uden om centerblokken.
Bowls spilles af to hold med 1 til 4 deltagere på hvert hold. Alle spillere har samme antal bowls, det ene hold sorte og det andet brune. Der trækkes lod om, hvilket hold, der begynder, vinderen kan vælge at spille først, eller hvis det ikke tidligere er besluttet, hvilken farve bowls holdet ønsker.
Hvert hold aftaler rækkefølge, der skal spilles i (leder, toer, treer og skipper). Denne rækkefølge gælder for hele spillet og føres på scorekortet. Et prøvekast fra hvert hold kan spilles før et spil.
Et spil anses ikke for at være påbegyndt, før første gældende bowl er spillet. Skipper på det hold, der skal starte, placerer Jack på den hvide midterlinje, Jack-linjen, i enden af banen –målområdet.
I de efterfølgende ender skal det hold, der har vundet sidste ende, placere Jack, og holdet begynder den nye ende (i tilfælde af uafgjort ende (f.eks. pga. døde bowls) skal det hold, derbegyndte forrige ende begynde igen).
Fodmåtten anbringes ved banens forkant mellem markeringerne og med den korte side mod banens korte side, i den ende spillet startes -startområdet. Spilleren skal have sin ene fod på måtten og den anden indenfor afleveringslinjerne, når han spiller sin bowl, ellers dømmes der fodfejl og bowlen er ude af spillet og skal straks fjernes fra banen.
En bowl skal afleveres indenfor afleveringslinjerne (dvs. hånd og krop skal være indenfor linjerne) i startområdet ellers dømmes fejl og bowlen ude af spillet og skal straks fjernes fra banen.
Leder på det begyndende hold spiller sin første bowl så tæt på Jack som muligt. Herefter spiller Leder på det andet hold sin første bowl. Leder på første hold spiller sin næste bowl og således fortsættes indtil begge lederes bowls er brugt.
Herefter er det Toer på første hold, der spiller sin første bowl og Toer på andet hold spiller sin første bowl osv. Skipperen fra begge hold opholder sig ved målområdet, og er ”dommere” med hensyn til, om bowls er levende eller døde etc. De øvrige spillere opholder sig ved startområdet, og afventer deres tur. Når faciliteterne tillader det,skal spillerne stå godt tilbage fra tæppet, når andre spiller.
Når det er Skippers tur til at spille, skifter alle plads, og det er så Leder fra begge hold, der er ”dommere”. Når alle bowls er i ro ved målområdet opgøres point. Det hold, som har bowl nærmest Jack får point. Man tæller point så længe holdets bowls er nærmere Jack end det andet holds bowls. Der er altså kun et hold, som får point.Hvis Jack spilles ud af banen er enden slut, men tæller ikke som en spillet ende, enden spilles igen i samme retning på tæppet.
Hvis en brun og en sort bowl er lige langt fra Jack kaldes det en bundet ende, tæller som en spillet ende, men ender 0-0. Nu er runden, kaldet enden, afsluttet. Et spil består af 2-9 ender. En bowl er ude, hvis den triller ud over tæppekanten eller ikke når over grænsen (den hvide tværstreg før Jack-linjen), hvis den rammer centerblokken eller går i grøften uden af have ramt Jack.
Rammes Jack af en bowl, men forbliver på banen fortsætter Jack i sin nye position. Rammes Jack af en bowl og triller ud af banen er enden slut og man starter enden igen. En bowl, der rammer Jack og forbliver på banen, også selvom den efterfølgende går i grøften, er stadig levende og kaldes en toucher og markeres med kridt.